top of page

Den legetøjsløse stakkel...



I går læste barnet og jeg ”Den Legetøjsløse Stakkel”…….Det lyder både tungt og tragisk og det er lige præcis hvad det er, indtil alting på magisk vis bliver godt igen..….


Kort fortalt er "Den legetøjsløse Stakkel", Kim Fupz Aakesons frygtelige og fantastiske fortælling om en lille forhutlet dreng, som bor med sin alkoholiserede far, der forsumper på sofaen, alt imens drengen lister isoleret og sølle rundt i lejligheden uden et eneste lille bitte stykke legetøj.


Efter et par indledende sider, der beskriver drengens trøstesløse situation, skriver forfatteren: ”Og nu kunne vi så lade alle de forkælede unger spørge: Jamen, hvorfor har den legetøjsløse stakkel ikke noget legetøj?”


I går svarede mit dejlige, forkælede barn prompte, at det er fordi faren er rigtig dum og bare bruger alle pengene på øl... Sådan svarer hun, fordi hun er 5 år og fordi vi har talt meget om at nogle gange kan de voksne altså også være virkelig dumme…


Sådan har det ikke altid været…..


Da vi læste den for et par år siden lød hendes svar nemlig nogenlunde sådan her:


…..det er nok fordi drengen har plaget…

…..ellers har han nok været strid..…

…..måske har han drillet sin ven og ikke sagt undskyld…


Og for hver gang barnet frejdigt nævnte endnu en mulig årsag til drengens ulykke, knugede min mave sig mere og mere sammen. For 'as within, so without' og lige der blev det så hjerteskærende tydeligt, at hun i en alder af 3, var fuldstændig ude af stand til at placere skylden for barnets elendighed andre steder end i barnet selv…..av!


Og det er jo netop det forbandet smukke og helt ubærlige med os skrøbelige menneskebørn -Vi elsker vores forældre betingelsesløst! I de første leveår afhænger vores overlevelse så fuldstændigt af omsorgspersonernes tilstrækkelighed, at vores system simpelthen ikke tåler at se fejl hos dem. På den måde tager vi som små børn det fulde ansvar for enhver afvisning, fejlafstemning og svigt der opstår i relationen til vores omsorgspersoner. Vi fornemmer simpelthen instinktivt at vores små liv er 1:1 afhængige af deres formåen og vender derfor enhver utilstrækkelighed indad og bærer den i os, indtil vi en dag forstår at vores eksistens ikke afhænger af dem længere.......For nogle kommer den dag aldrig.


Den dynamik er der intet nyt i…….når jeg syntes den er vigtig at tale om i dag, så er det fordi folketinget i forgårs blankt afslog, at indføre minimumsnormeringer i vores vuggestuer og børnehaver og den beslutning får min mave til at knuge sig sammen på nøjagtig samme måde, som da vi læste ”den legetøjsløse stakkel” første gang.


Jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke på vores skønne unger, der bruger størstedelen af deres vågne timer i grotesk underbemandende daginstitutioner, hvor et udpint pædagogisk personales nærvær er så tyndt smurt ud, at det kun kan opleves som fravær.


Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan de mindste dagligt må vende deres omsorgspersoners utilstrækkelighed indad, for at opretholde illusionen om at basen er tryg nok til, at de nok skal overleve det her.


Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilke konsekvenser det har dagligt, at blive afvist på sine mest basale behov for omsorg og kontakt, når man er overbevist om at årsagen til den afvisning ligger i en selv?


Og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de børn, der holder op med at række ud og stopper med at græde, fordi lige netop den afvisning er for smertelig…


Og jeg kan ikke lade være med at tænke på den epidemi af stress, angst og depression, der i disse år hærger vores yngste generationer....


Og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvornår smertegrænsen er nået…


Og i dag syntes jeg fandeme at det hele er så tragisk og undrer mig over hvad der mon skal til for, at vi kan få en afslutning på elendigheden, som er en børnebog værdig…


*Billede fra "den legetøjsløse stakkel" af Fupz og Bregnhøi.



13 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comentarios


bottom of page