Om legende børn, vilde hindbær og en månelanding på Virginiavej

Her til aften er der simpelthen sket det helt vilde, at jeg så en mor spille badminton med sine to store unger ude på vejen. Ja squ! Jeg så det med mine egne øjne!…mandag d. 23. Marts kl. 19.28, 2020, var der en familie, som legede i gaden på indre Frederiksberg!

Og når noget så uinteressant pludselig føles som den vildeste månelanding, er det enten fordi jeg har fået kahytkuller (det er absolut en mulighed) eller også er det simpelthen fordi det faktisk er decideret rystende, at man kan bo på en vej i 3 år, uden nogensinde at have set børn lege på den.

Synet fik mig til at tænke på en af barnets yndlingspassager, i en af hendes yndlingsbøger; ”Frø kan sove”. Bogen handler om hvordan frø under de rette betingelser kan blive til planter. Og yndlingspassagen beskriver den særlige type frø, hvis rette betingelser indebærer en radbrækkende rutchetur gennem et særligt dyrs sindrige fordøjelsessystem.

(Vidste du f.eks. at vilde hindbærfrø er så hårdføre, at de kræver en kradsbørstig rejse gennem både kværnende kråse og ætsende mavesyre for, at frøskallen kan nedbrydes tilstrækkeligt til at frøet en dag kan spire….op af lort!)

Anyway….Den legende familie mindede mig om alle de vilde frø vi måske bærer rundt i os lige nu. Frø som måske bare ligger der og længes efter, at vi en dag bliver spist af et stort dyr, så kræfter udenfor vores kontrol kan bevæge os gennem de ældgamle, blødgørende processer, som åbenbart er nødvendige for at netop DE frø kan udfolde netop DERES helt særlige liv.

Og hvad hvis alt det vi lige nu oplever som destruktivt kaos, i virkeligheden er naturens skønneste orden? I så fald er det vel bare at spænde hjelmen, overgive os til processen og vente spændt på at se hvad der mon vokser frem, når det her coronabæst engang skider os ud på den anden side…

Naturens orden eller total kaos……Ingen ved hvad der venter, men jeg ved at der i dag spirede en legende familie op af asfalten på min gade og det føles som et rigtigt godt varsel.