Stille morgenregn, duften af haven og bag den lydene fra byen. Her til morgen er der kaffe og tid ad libitum. Efter månedsvis på overarbejde og dagevis på eventyr er dette den perfekte landing og den er livsvigtig. ”På den syvende dag hvilede han og han så at det var godt” har de sagt for evigt, men jeg skulle åbenbart høre det fra en leopard før jeg virkelig forstod det.
...I min drøm går jeg gennem urskoven. Instinktivt ved jeg, at nogen venter på mig her uden at vide hvem eller hvor, indtil jeg får øje på hende…En stærk, smuk hunleopard ligger lige der på grenen over mig. Fuldstændig afspændt, fuldstændig opmærksom, fuldstændig majestætisk. Jeg nærmer mig langsomt, med ærefrygtigt samler jeg mod til at spørge hende hvorfor jeg er her.
”Du er her for at lære at leve som mig” svarer hun roligt, myndigt. Med blikket fæstnet på mig fortsætter hun: ”Du er her for at lære at hvile og jage”.
I et adræt spring er hun på jorden ved siden af mig. Hun bevæger sig roligt og kraftuldt gennem skoven, jeg følger efter og en samtale folder sig ud…
”Se på dig selv” siger leoparden konfronterende….”aldrig helt udhvilet, aldrig helt mæt -det er fordi du aldrig hviler helt, og når du ikke hviler helt, kan du heller ikke jage helt….det er så enkelt!"
Jeg mærker kærligheden bag de konfronterende ord, føler mig rørt og taknemmelig...når vist enda at sige tak til hende inden jeg vågner med tårer i øjnene. Det hele føles så sandt!
Så nu hviler jeg…helt.
Og om lidt jager jeg...helt.
og så hviler jeg igen...
Jager og hviler, frem og tilbage, indånding og udånding, ebbe og flod, dag og nat.
Det er rytmen, så gammel som livet selv...
Det er så enkelt….og nogle gange så svært.
コメント