top of page

SKOLEVÆGRING -en problematisk pseudodiagnose

Historien viser, at et samfund skaber de diagnoser, det har behov for. Er det samme tilfældet med skolevægring? Når Børns Vilkår oplyser at mere end 75.000 børn i skoleåret 2018/2019 havde et bekymrende højt fravær (>10%), er der meget, der peger på at det er skolen og ikke børnene, der er problemet, når børnene vægrer sig mod at møde op.


*Dette indlæg er også bragt i Politikken d. 04.11.21


Gennem den sidste tid har flere medier skrevet om den voksende gruppe af børn, der lider af skolevægring. På trods af at skolevægring ikke er en officiel diagnose, er det alligevel det, vi som samfund dagligt vælger at diagnosticere det stigende antal af børn med, som i bekymrende grad vægrer sig imod deres skolegang. Skolevægring er dog en pseudodiagnose vi i den grad bør være på vagt overfor, da alene det at sige: ”barnet lider af skolevægring”, peger på barnet som den primære årsag til problemet, fremfor at rette opmærksomheden på det skolesystem vi anbringer dem i.


Enhver der har set et barn på første skoledag, har set et barn, der er omtrent ligeså spændt, som skulle det flyve jorden rundt i en luftballon -med fri isbar på hele turen! I de fleste tilfælde danser barnet smånervøst, men storbegejestret ind i klasselokalet med sommerfugle i maven og ild i øjnene! -Så hvad katten sker der når den ild dør ud for stadig flere af dem?


I den relativt korte årrække hvor skolevægringsproblematikken har været støt stigende, er det usandsynligt, at børn skulle have ændret sig så meget, at årsagen hertil skal findes i dem. Hvad vi dog ved med sikkerhed har ændret sig markant i samme periode, er det skolesystem flertallet af dem har deres daglige liv i. Ved at placere problemet i barnet, peger vi dog implicit og meget belejligt, på at løsningen også skal findes her. Det bliver dermed børnene som skal tilpasse sig skolesystemet, fremfor skolesystemet som skal tilpasse sig børnene. Men hvad nu hvis størstedelen af børn med skolevægring ikke fejler noget som helst, men blot reagerer sundt på, at være tvunget ind i et miljø som er hamrende usundt for dem?


Hvad nu hvis vi har fået skabt et skolesystem som er uegnet for børn?


Det kræver hverken en ph.d. i arbejdsmiljø eller udviklingspsykologi, at konstatere at det arbejdsmiljø flere folkeskoler i dag tilbyder mange børn aldrig ville blive godkendt til voksne. Og alligevel insisterer vi, ved at sige at børnene lider af skolevægring på, at det er børnene som fejler noget, hvis de får det dårligt af have deres dagligdag i det.


Historien viser os, at et samfund skaber de diagnoser det har behov for. Eksempelvis forsøgte man i 1850’ernes Sydstater, at indføre diagnosen ”Drapetomani”, som betegnelsen for en særlig psykisk lidelse, der ramte slaver i form af en ukontrollerbar trang til at flygte. I samme periode blev utallige vestlige kvinder rask væk diagnosticeret med hysteri, hvis de modsatte sig den klaustrofobiske kvinderolle samfundet havde tildelt dem. I dag er det let at se tilbage og ryste på hovedet over datidens hjerteskærende vildfarelser, men måske det er på tide vi stiller os selv spørgsmålet om vi er i gang med at gentage dem?


Måske det er på tide at stoppe med at tale om skolevægring som noget vores børn får og i stedet som noget vores skolesystem giver?

Måske det er på tide at placere årsagen til skolevægringsproblemet hvor det hører hjemme, og løsningen ligeså.

30 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page