Empty Nest Blues

Jeg elsker mine børnefri dage hvor jeg bare er mig og jeg hader mine børnefri dage hvor jeg bare er mig.

For hvor er det dejligt og tiltrængt med alenetid og ro, men hvordan i alverden nyder man den ro man har glædet sig så meget til, når der samtidig står et 115 cm højt, børneformet hul midt i det hele og larmer ?

Og hvor i alverden går man hen med al sin hjemløse kærlighed, når der slet ikke er nogen, som lige skal have 7 æblebåde, 3 kildeture og et ekstra kapitel af den kæmpestore pære…..

Og hvad med de der 36 liter ufortyndet omsorg, der lige pludselig heller ikke er nogen aftager til. De er faktisk ret tunge at slæbe rundt på, særligt når man forsøger at linedanseløbe sig igennem sin empty nest blues…….

Det plejer ellers at virke ret fint det der linedanseløb. Man skal bare holde blikket fikseret på linen, fastlåse opmærksomheden på opgaven foran sig og så ellers holde tempoet højt nok til at man ikke mærker andet end pulsen imens man løber derudaf……Eneste regel er at man aldrig skal kigge ned imens….

I dag kom jeg til at kigge ned.

Det.

Skal.

Man.

Ikke.

Men jeg kiggede ned og undertrykket fra det vakuum hendes fravær skaber, var så kraftfuldt at jeg måtte gribe ud efter den første den bedste distraktion, for ikke at blive suget med helt ned. Og når man nu hverken gider sex, shopping eller serier er der jo nærmest kun blåbærtærte tilbage som (lovlig) nødudgang fra virkeligheden, men saftsuserme om ikke selv porcelænet konspirerer nådesløst imod mig i dag og minder mig om den og det jeg savner.

‘armen for katten da!

Kan man da ikke få bare et enkelt, lille stykke med eskapisme til bord 5 ?

Jeg elsker mine børnefri dage hvor jeg bare er mig og jeg hader mine børnefri dage hvor jeg bare er mig.