top of page

Det du vander vokser!

-Om gnavenhed, opmærksomhed og indsamling af bevismateriale....



Jeg var simpelthen så eddikesur i går!..ja squ fandeme! Kort fortalt var jeg allerede godt gammeldags grundgnaven da jeg vågnede, og som det jo ofte er med den slags, så føjede en formiddag i det humør, da også det ene punkt efter det andet til min lange liste over gode grunde til at være skidesur…barnet havde på en uge mistet to jakker, en bæltetaske, en cykelhjelm og hele samlingen af højt skattede fidgettoys…den fragtmand som det skulle tage max fem min. at bestille boksede jeg stadig rundt med efter en time, og så var der lige en virkelig dåm biblioteksbøde og og og….Helt galt gik det da en god ven specifikt have bedt om en telefonsamtale kl. 10-12 og så fandeme først kl 10.45 skrev om vi kunne udskyde det til kl. 14.15…

"NEEEEJ!" Hvæsede jeg på sms…og tilføjede en af den slags "No worries", som kvindekendere ved skal tolkes som en dødstrussel på to ord….

Med andre ord var det med hovedet fuld af vrissenhed og worries, at jeg cyklede gennem byen, imens jeg mentalt indsamlede det ene bevis efter det andet på, at verden var dum og grim og helt i stykker…..

Men så lige der…midt på cykelstien ligger der pludselig en kastanje og skinner i solen (-i ved den der lortesol hvis irriterende lys skærer en nådesløst i øjnene og snører ansigtet sammen som en gammel, muggen rosin før tid!!) Og ærlig talt var jeg næsten for knotten til at vende om og samle den op, men bevares -barnet er SÅ begejstret for kastanjer, at jeg lige præcis kunne svinge mig selv op til det, men så heller ikke en døjt mere... Da jeg bøjer mig ned for at samle kastanjen op, ser jeg dog pludselig at der ligger en til ved siden af….og lidt længere væk en virkelig stor og særlig flot en som jeg da også lige må have med nu jeg er her…..Med kastanje-radaren slået til, kan jeg pludselig få øje på det hav af kastanjer jeg står midt i og jeg samler alle dem jeg kan bære….Da der kort tid efter går en hundelufter forbi og ser mine fulde hænder, spørger han om jeg ikke vil have en pose til at have dem i. Jo tak…det vil jeg da faktisk rigtig gerne….. og hvor er det egentlig sødt af ham at spørge….Jeg nusser hans helt utroligt glade hund imens han finder en pose til mig og mærker et helt oprigtigt tusind-tak-smil folde sig ud i mit ansigt inden han går videre….

Imens jeg fylder posen med kastanjer, som der jo er uendelige mængder af nu hvor jeg har indstillet opmærksomheden på dem, tænker jeg på den søde hundelufter. Og ligesom der ikke skulle mere end en enkelt lille kastanje til at slå kastanje-radaren til, kræver det åbenbart heller ikke mere end en enkelt sød hundelufter at aktivere sødheds-radaren. For pludselig kommer jeg i tanke om den dejlige besked min veninde sendte mig i morges, og den fede snak jeg havde med to naboer i formiddags, og den dejlige mand som kommer og laver middag til mig på mandag og den tur til Legoland barnet og jeg uventet fik i gave i forgårs og og og….

Og som posen langsomt fyldes af kastanjer, fyldes jeg også langsomt af beviser på at verden måske alligevel er et helt ok pil op sted at være, og da jeg efter kort tid cykler videre er alting jo stadig det samme, og alligevel er noget helt anderledes….

For eksempel skinner solen ikke helt så skarpt i øjnene på resten af turen hjem…

Faktisk ser det et øjeblik ud som om den indhyller byen i et gyldent lys.


..........................................


Leg med!

At blive bevidst om hvilke mentale "radarer" vi har slået til og hvordan de påvirker os, er for mange en vigtig undersøgelse, du kan starte på lige nu. Øvelsen her tager under fem minutter, men kan give food for thought de næste mange år. Den er mest effektiv, hvis du følger den step by step, så scroll evt. gennem teksten så du kun kan se et skridt af gangen.


1. Se dig omkring i det rum du sidder i og brug et minuts tid på mentalt at registrere alle de blå ting du kan få øje på.


2. Luk nu øjnene og brug 30 sek. på at memorere de blå ting inden du åbner dem igen.


3. Uden at se dig omkring, oprems nu så mange røde ting i rummet som muligt.


Eijj! Det kan jeg jo ikke! Udbryder mange, når vi laver denne øvelse i terapien. Og det er lige præcis det som er humlen ved det hele!

For det bliver svært at få øje på grunde til at være taknemmelig, hvis radaren er indstillet på grunde til skuffelse. Det bliver svært at se at ens partner vil en, hvis man leder efter tegn på det modsatte. Det bliver rigtigt svært at tro på at man kan noget, hvis man mentalt indsamler beviser på at man er en fiasko.


Hvilke tanker vækker øvelsen her i dig? Hvilke radarer har du slået til? Hvad samler du beviser på?

Og kunne det være anderledes? Kunne en anden radar være ligeså sand? Kunne der også samles beviser, der pegede på noget helt andet?


Det vi vander vokser! Så vand det, som gør dig godt : )



55 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page